Horst Petersen fortsætter i disse essays den linie, han allerede har lagt i forgængerne som f.eks. Lysets skygge, 1998. Og man kan sige, at denne erindringsprægede og essayistiske del af hans forfatterskab er præget af, at det tager temaer og ideer fra tidligere bøger op til fornyet behandling i en slags indre dialog. Det betyder så også, at det er en fordel for læseren, at man kender de tidligere værker, så man kan følge med i udviklingen, så bogens primære publikum vil være Horst Petersens trofaste læsere. Centralt i dette værk står igen modstandsbevægelsens drab på faderen under besættelsen, aktuelt fordi en avis havde interviewet drabsmanden om baggrunden. Det bliver naturligt nok til betragtninger over ansvar, over nazismen, analyse af figurerne Hitler og Stalin m.v. Det bliver de store, centrale temaer også i denne bog. Sammen med dem står så behandlinger af kunstnere og kunstværker som Proust og På sporet efter den tabte tid, Wagner og Niebelungens ring, Kafka og Processen, Thomas Mann m.fl. Der er også bl.a. plads til essays om essayet som litterær form og om gode oplevelser med den forhistoriske hulekunst - som sædvanligt begavet og velskrevet.