Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Fusses far


Beskrivelse


Fusses far er ikke helt almindelig. Han skændes tit med naboen og opfører sig, så det er til at grine af.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. maj 1996

af

af

Kristian Nielsen (skole)

d. 29. maj 1996

I denne 3. bog om Fusse er det ikke så meget ham som faderen, der er i fokus. Han har nemlig besluttet, at det er på tide at forlade højhusmiljøet og flytte ind i et hus på landet. De finder et hus, som iflg. Fusse koster mange hundrede tusinder, og som så raseres fuldstændig for at blive genopbygget for andre hundreder af tusinde. Historien fortæller mest om fortrædeligheder mellem faderen og naboen, om faderens gode hensigter og de spøjse situationer, der kommer ud af den praktiske udførelse af disse. Tidsmæssigt ligger handlingen før Fusse på pæreskud , men da der ikke er nogen relationer til de to tidligere udkomne bøger betyder det ikke noget for indholdsforståelsen. Den er skrevet i let tilgængeligt sprog, fyldt med humor tilsat et gran sarkasme. Teksten er illustreret med Claus Bigums farvetegninger, som i stil meget præcist rammer tonen i teksten. Målgruppen er 4. - 5. kl., som vil kunne anvende bogen til fornøjelig frilæsning. Den vil også være egnet til læsetræning for ældre læsesvage elever.


Bibliotekernes vurdering

d. 29. maj 1996

af

af

Inger Aarup-Kristensen

d. 29. maj 1996

Fusses far udkommer som blå Dingo af højeste sværhedsgrad, hvilket i følge forlaget gør den egnet til selvlæsning i 4-5 klasse. Normal-læsere i 10-11 års alderen vil da også kunne læse denne morsomme bog med stor fornøjelse, mens jeg tvivler på, at humoren er den rette til børn med læsevanskeligheder. En del af bogens humor ligger nemlig i, at Fusse og hans yngre brødre misforstår sproget. F.eks. kender de ikke forskel på apportere og abortere. Mon målgruppen gør det? Desuden laves der sjov med talemåder, som børnene tager bogstaveligt. "Har du rotter på loftet?" besvares f.eks. med: "Nej, jeg har i hvert fald ikke set nogen". Der er dog også tale om, at Fusses far med sin evige nabostrid opfører sig ganske grinagtigt, så bogen kan formidles som en sjov bog, der er HURTIGT læst uden egentlig at være speciel letlæselig - og denne type bøger, er der såmen også tit bud efter til børn med en lille tålmodighed. Den sproglige bearbejdelse ligger i, at enkelte sammensatte ord er delt med delestreg, mens enkelte andre lange ord har et diskret ophold mellem stavelserne. Claus Bigums morsomme farveillustrationer vil helt sikkert tiltale aldersgruppen, og et morsomt billede af Fusses far på forsiden passer fint til indholdet.