Tværfagligt undervisningsmateriale til brug på (primært) 2. klassetrin. En tilsvarende bog, Mælkevejen, skulle fortælle om køer og mælk. Tekstbogen starter med et besøg hos en landmandsfamilie, som har 280 søer og årligt producerer ca. 3000 pattegrise. Der fortælles om svinets oprindelse, avl, hygiejne, dyrlægebesøg og fodring. Når grisene er 10 uger, sælges de til en anden gård/familie, hvor de passes en tid og sendes på slagteriet, når de vejer 100 kg. Til sidst lidt om planteavl, eksport og om, hvad grisen bruges til. Bogen er illustreret med store farvefotografier. Teksten er kortfattet og sat med store typer. Der findes lange og relativt svære ord, så en del elever skal have hjælp til læsningen. Til materialet findes lærervejledning med supplerende oplysninger til tekstbogens sider. Den indeholder også kopiark med opgaver til både gruppearbejde og individuelt brug. Et ganske udmærket materiale, der kan give eleverne et første indblik i svineproduktion, og som sagtens kan bruges sammen med andre (ældre) undervisningsmidler fx Danske Slagteriers Noget om grise (1993). Man skal dog være opmærksom på, at det viser et meget positivt, renvasket og problemfrit billede af virkeligheden.