En Ludlum af ældre årgang, helt nøjagtig fra 1972, hvor den udkom under pseudonymet Jonathan Ryder. På trods af sine mange år på bagen, er det en Ludlum på både godt og ondt. Ludlum har en evne til at skrive spændende eventyr, men har også en trang til at udvikle sine plots til det uoverskuelige, og dette er også tilfældet i denne roman. Hovedpersonen McAuliff, der er en anerkendt projektleder, bliver tvunget til at påtage sig en farlig opgave. Han skal sammen med et forskerhold udforske Jamaicas jungle for et forbrydersyndikat, men inden han ser sig om er den britiske efterretningstjeneste på banen, og et mangedobbelt spil tager sin begyndelse. Jamaicanske oprørere, et mystisk bjergfolk, spegede forretningsfolk, narkobaroner og skønne kvinder er alle deltagere i denne spændingsroman. Persontegningen ikke er noget at skrive hjem om, plottet forgrener sig ud i det uoverskuelige, men en spændende beretning kommer der alligevel ud af det, action er der masser af, og sågar en hel del romantik, thi McAuliff finder en skøn kvinde, som deltager i alle skærmydslerne, og som han til sidst kan drage ind i solnedgangen sammen med, missionen er opfyldt, de onde har fået deres bekomst, og de gode deres belønning.