En lille jubilæumsbog fra forlaget Tro-fast, der informerer den hundeinteresserede læser om det lille forlags historie og supplerer med en håndfuld blandede artikler om hundetræning og hundeforhold.
Bogen er først og fremmest Dorte Bhutos fortælling om bogforlaget Tro-fast, der er en rigtig iværksætterhistorie fra det nordjyske. Et par af forlagets hundebogsforfattere supplerer med interessante artikler om de bløde træningsmetoder, der altid har været forlagets kendemærke, og endelig kan man læse om verdens dygtigste ulv (til hundetræning), om kamphunde og om en lokal præste-hund. Indlæg der svinger fra den dybe hundepsykologi og til det mere private.
Jeg mindes ikke at have set en lignende hundebog. En lidt uhomogen blanding af firmahistorie, private hundehistorier og indlæg på et højt fagligt niveau om hundepsykologi, men også en bog der giver et indblik i hundeverdenen, hvor personerne i bogen er kendte fra udstillinger, foredragsvirksomhed og træningsforløb.
Et lille samleværk, der fortæller historien om et jubilerende bogforlag og bringer indlæg om hundepsykologi og forskellige menneskers forhold til deres hunde. Læsere kan være hundeinteresserede og de mange, der har haft kontakt med Dorte Bhuto ved arrangementer for hundeejere og lokalt i Nordjylland.