En undersøgelse af de bagvedliggende årsager til æresdrab, tvangsægteskab og social kontrol. Bogen kan læses af alle med interesse for den muslimske kulturs forskelsbehandling af mænd og kvinder.
Den dansk-kurdiske journalist, Deniz Serinci, fortæller i forordet, hvordan han har sat sig for at undersøge, hvad der er årsag til æresdrab, tvangsægteskaber og negativ social kontrol. Han lægger ud med at definere social kontrol som unge med muslimsk baggrund, der holdes nede af forældre eller deres miljø, og dernæst gennemgås "grundene" til æresdrab, bl.a. at beskytte familiens ry, slippe af med synderen og få familiens ære tilbage. Han beskriver, hvorledes æresdrab adskiller sig fra de mere vestlige jalousidrab. Serinci påpeger, hvordan social og religiøs kontrol også udøves blandt muslimer i skolevæsnet. Der er gennemgang af genopdragelsesrejser, mødomsmyten, syn på homoseksualitet og kvindelig omskæring, mens der fokuseres på den muslimske klanmentalitet versus det vestlige, individualistiske menneskesyn. Serinci understøtter sine udsagn med kendte eksempler fra virkeligheden, eksempler fra sit eget miljø og diverse undersøgelser. Der gives slutteligt en række bud på, hvordan man kan komme social kontrol til livs.
En fin og kritisk gennemgang af den muslimske kulturs kollektivistiske tankegang, hvor familiens ære ofte spiller en altafgørende rolle.
Om æreskultur, skam og vold findes også Æresrelateret social kontrol.