En digtsamling, der tematisk ikke adskiller sig synderligt fra striben af by-digtsamlinger, der i en accelererende strøm udgives i disse år, men en bog, der stofligt og formuleringsmæssigtrummer mere end en del andre. Boberg har oftest hold om sproget, ved hvad det er han vil sige, og selv om han indimellem forfalder til tamme mystifikationer og demonstrative tomme attituder, så erde fleste af bogens digte så gode, som det kan forlanges af en debutant. Der er en mængde drømmemetaforik i bogen, fremmedfølelse, surrealistisk omvendthed som det lykkes Boberg at få en del ud af,mere end i et afsnit, hvor han rapporterer fra en rejse i det nordafrikanske og det kun blir til banale konstateringer, bortset fra startdigtet: På vej mod andre sprog/glemmer jeg mig selv/byerneglider hastigt forbi/ og de blege ansigter står ventende/på alle stationer/Jeg er lykkelig over ikke at skulle møde dem/jeg er lykkelig over ikke at være nogen. Der er grund til at se frem til nyegode og måske heltvellykkede digte, næste gang Boberg vover sig frem på arenaen.