Hviskende brise : digte (flere sprog)

Titeldigtet i denne nye samling af Prins Henrik indeholder i koncentreret form mange af de tematiske og stilistiske træk som er gennemgående i bogens tekster: Oplevelsen af livets flygtighed og forgængelighed, melankoli, erindring, og metrisk den rimede, retoriske form. Det er det elegiske, tilbageskuende som er det gennemgående tema. Digtene "er skrevet af et menneske, som ligesom ser på et tabt paradis" som det formuleres i Maja Lisa Engelhardts efterskrift. Denne grundstemning modsvares dog af en lige så ubetinget tillid til kærlighedens og kunstens momentant skabende og helende kræfter: "Du ved at melodien/ som er i poesien/ i dens rytme og klang/ i digternes sang/ forsøger at skænke elskende fred/ erstatte smerte med kærlighed/ og prise den korte ømhed/ imellem dig og mig." Peter Poulsens danske oversættelse, der er gengivet parallelt med den franske tekst, lægger sig tæt op ad digtenes rimede form, men det er yderst vanskeligt at fordanske den raffinerede leg med ordenes klanglige og rytmiske elementer som er så karakteristisk for Prinsens digte. De rummer en stil- og formbevidsthed som er næsten fraværende i dansk lyrisk tradition, men som også er medvirkende til at give digtene deres specielle fascinationskraft. Bogen er i sin fysiske form et stykke fornemt boghåndværk, og Maja Lisa Engelhardts smukke, transparente landskabsskitser er meddigtende i forhold til teksten.

Læs hele vurderingen