I Danmarks Frihedsråd. 2. bind

F. J. understreger i forordet, at erindringer ikke er historieskrivning, heller ikke hans. Med en grundighed, der nu og da virker overdrevet, formuleres klart, at modstandsbevægelsen trods senere militære og historiske nedvurderinger både af det nazistiske Tyskland og af dets modstandere blev vurderet som en faktor, der måtte regnes med. Erindringerne eksemplificerer den humanisme, der følte sig tvunget til ikke at vende den anden kind til nazismens terror. F. J.s placering i D.s Frihedsråd blev central, og han bidrog væsentligt til at gøre modstandsbevægelserne til modstandsbevægelsen og overkom i en senere fase som få andre at formidie forbindelsen til de politikere, der efter 29.8.43 kunne tillade sig at vågne op til dåd. F. J.s nære forbindelse med »den lille generalstab« gjorde ham til et let offer som prügelknabe i våbenfordelingskampen og i det senere opgør, Hjalf-sagen osv. F. J. taler åbent ud om de spegede forhold og om deres forudsætninger. Hans skildringafChristmasMøller og Thomas Døssing er væsentlig, ligeledes hans beretning om spillet om taburetterne i befrielsesregeringen. Hans erindringsværk bygger på stenografiske og andre optegnelser. Pletvis patos og stor omstændelighed hindrer ikke, det er blevet vigtig information og i store afsnit en god fortælling. Den er for alle bibliotekstyper, også de mindste.

Læs hele vurderingen