Politisk debatbog om en aktuel diskussion om kriminelle udvisningsdømte udlændinge, der ikke kan hjemsendes. Rasmus Stoklund argumenterer for, at Menneskerettighedsdomstolen har tiltaget sig for stor magt i landenes udvisningspraksis. For interesserede i borgerrettigheder og retspolitik.
Stoklund er en markant socialdemokratisk politiker på integrationsområdet. Han går her ud med en kritik af Menneskerettighedsdomstolen, som han kritiserer for at have været for vidtgående og politiserende i sine afgørelser til fordel for beskyttelse af kriminelle udlændinge og ift. til den retslige praksis, vi har i Danmark. Den forhindrer de danske domstole i at eksekvere udvisningsdomme over kriminelle især fra Mellemøsten og Nordafrika. Stoklund giver eksempler på alvorlige kriminelles sager, hvor udvisningsdømte personers domme omstødes, og plæderer for, at domstolen har tiltaget sig for stor magt og underløber dansk udvisningspolitik.
Rasmus Stoklund fremfører klart og konkret sine synspunkter, og hvor han står (rets-)politisk. Mindre klart fremstår argumenterne med underliggende data. Det er svært at få et overblik over, hvordan fakta og proportioner reelt er ift. de argumenter, der gives, når han fx taler for, hvorfor Danmark skal gå imod de fælles vedtagne konventioner i EU.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention giver solidt indblik i konventionens formål og praksis.