Uddel tørre tæsk i selskab med fire krigere i dyreskikkelse. Spil alene eller sammen op til fire spillere i dette beat'em up-spil for unge og voksne.
Man vælger imellem fire forskellige krigere, som hver har over 100 forskellige combo-angreb. Man kan spille singleplayer eller co-op sammen med 3 andre spillere. Banerne er i 2-D, hvor man styrer sine krigere og bekæmper fjender, der angriber fra alle retninger. Man kan løbende opgradere sine krigeres egenskaber - og sågar lære nye - ved at finde gamle skriftsruller. Plottet fylder ikke særlig meget, men drejer sig om, at de fire krigere skal finde en legendarisk krystal der kan give dem guddommelige kræfter. Spillet hører til genren beat'em up, som især blomstrede op i de tidlige Nintendo-dage og inspirationen fra klassiske serier, som fx Double dragon, skinner tydeligt igennem.
Grafikken er nydelig og har et retro-touch i stil med de gamle nintendo-spil fra 80'erne og 90'erne. Soundtracket er livligt og sætter bestemt spilleren i stemning til at dele øretæver ud, så det udfører sin opgave til perfektion. Kontrollen er millimeter præcis, hvilket gør det sjovt at forsøge sig med spillets godt 500 forskellige angrebskombinationer. Som nævnt tidligere er der mulighed for co-op. Dog er der ingen online-funktion, så multiplayer foregår lokalt hjemme i sofaen. Dette virker en anelse gammeldags, da multiplayer nu om dage mest foregår online. PEGI 16 og ikoner for vold.
Kig efter Teenage Mutant Ninja Turtles - Shredder's revenge (Nintendo Switch), som ligner både grafisk og stilmæssigt.