Julebogen til højtlæsning for børn fra 6 år udtrykker stilfærdigt og intenst Mathias ́oplevelser og hans tanker og drømme Lillejuleaften. Disse sfærer er kædet fint sammen i handlingen, og udtrykt godt i teksten, der er enkel og letløbende. Illustrationerne er sort-hvide naivistiske stregtegninger, der i sin detaljerigdom følger handlingens beskrivelse af helt almindelige menneskers både almindelige og ualmindelige oplevelser. Bogens omslag er i stift pap, og omslagsillustrationerne er illustrationer fra bogen, der på omslaget er farvelagte. Bogens hovedhandling - Mathias' forventninger til julen og hans medvirken på aftenturen i bussen sammen med sin far, der er buschauffør - følges på en naturlig og god måde af emner som døden (at sige verden ret farvel...), dét at være narkoman og menneskers reaktioner på samme - ligesom Mathias i drømme skaber et billede af Jomfru Maria, Josef og det lille Jesusbarn anno 1998 (personificeret i de udstødte - narkomanerne). Selv om det kan lyde som store emner for en lille julebog, så er det fint spundet ind i den enkle handling, og alt sammen set fra Mathias ́side Og, der må også være plads til en julebog, der ikke er fuld af nisser!.