Serietitlen Rør og føl markerer det essentielle ved de fire bøger, idet de indlagte føleeffekter vil gå forud for handlingen, når de 1-2-årige pegebogslæsere billedlæser bøgerne. Persongalleriet i bågerne består af personificerede dyr, der indgår i enkle, banale handlinger, der er let overskuelige for målgruppen - så enkle og overskuelige, at de ikke vil være udfordrende for børnenes fantasi, men vil tjene til et øjebliks underholdning. Teksten er kortfattet og rummer megen direkte tale, og den stiller ind imellem spørgsmål og henvender sig direkte til læseren. Illustrationerne består af farvestrålende tegninger i en naivistisk streg med venligt, smilende dyr i centrum for alle billederne, der strækker sig over dobbeltopslaget. Forside- og bagsideillustrationerne er i helhed med hinanden, og de har på forsiden en enface tegning af bøgernes hovedpersoner, hvor der i alle er indlagt et føleobjekt, hvilket vil springe lige i øjnene på de yngste læsere. Bagsideteksten nævner de øvrige titler i serien. Alle de steder, hvor børnene kan føle på f.eks. en haledusk, en hundepels, en pude eller et sælskin virker umiddelbart robuste. På dansk har vi tidligere mødt illustrator med illustrationerne til Den forssslugne sssslange (95/04).