Klar til kamp! er en selvstændig fortsættelse af Vi vil vinde! fra uge 2004/14. Bøgerne er i den svære ende af Ps-serien. Der er forholdsvis meget tekst på siderne. Den kan læses af øvede læsere fra 9-10 år. Bogen er, som den foregående, illustreret af Mårdøn Smet. På forsiden ser vi en dreng og en pige i kamp i sandet. Ser man ikke grundigt på billedet, kunne man tro, at bogen handlede om kampsport og ikke strandfodbold. På de fleste sider er sjove og handlingsprægede illustrationer, der er med til at gøre bogen indbydende. Jeg synes dog at personerne, især pigerne, ser ældre ud end historien lægger op til. Jeppe tager til stranden med klassekammeraterne. På stranden møder de Marco, der lærer dem strandfodbold. De træner og opretter et hold, hvor Louise også er med. Der afsluttes med en turnering, hvor de skal kæmpe med et hold store og ret ubehagelige drenge, der har chikaneret dem. Alt løser sig, og den afsluttende kamp spilles mod Marcos hold. Selv om det spirende forhold mellem Jeppe og Louise også beskrives, ligger hovedvægten i fortællingen på strandfodbolden. Jeg tror denne bog primært vil henvende sig til sportsinteresserede. Den er anvendelig til selvstændig læsning både på skole- og folkebiblioteker.