En bog med baggrund og viden om, hvad psykopati er, hvordan det viser sig, hos hvem det udarter sig og hvorfor det sker. For læsere med interesse for psykopati og fagfolk, som ønsker at genopfriske deres viden om emnet.
Rets- og chefpsykolog Tine Wøbbe har særlig ekspertise i diagnostik, udredning og behandling af psykopati. Med overskrifter som "Kriterier for psykopati", "Kvindelige kriminelle psykopater", "Hvorfor bliver man psykopat?", "Om professor Robert Hare og Psykopattjeklisten (PCL-R)" mv. skriver Wøbbe, at et egentligt begreb for psykopati først blev beskrevet i 1800-tallet af den franske psykiater Philippe Pinel. Efter et historisk rids af psykopatiens historie og definition af begrebet gennemgås forskellige arketyper af psykopater og deres typiske adfærdsmønstre. Efter forskningsbaserede bud på hvorfor man bliver psykopat, beskriver forfatteren hvilke behandlingstilbud, der findes, og hvor man kan hente hjælp som offer. Sidst i bogen kan man læse om professor Robert Hares arbejde med redskabet psykopati-tjeklisten. Redskabet er en alment accepteret videnskabelig metode til at måle og diagnosticere psykopati.
Begrebet psykopati bruges ofte i flæng i tilfældige sammenhænge. Her får man et indblik i, hvad begrebet konkret dækker over. Bogen tilhører serien "Kort og godt om" og giver uddybende viden.
En bog, hvor psykopaters afvigende karaktertræk og adfærd også karakteriseres, er: Uden samvittighed.