PS3, Xbox 360. I betragtning af hvor stor en begivenhed Tour de France er, så er det egentlig mærkeligt, at løbet ikke har været genstand for et hav af spilfortolkninger. Et par strategispil er det blevet til, og nu dette. En sportstitel har naturligvis ingen ikoner og ligger dermed på Pegi 3. Spillets type taget i betragtning egner det sig for 12+. Versionerne er indholdsmæssigt ens.
Logisk nok har spilleren adgang til at køre en hel eller delvis turnering som et selvvalgt hold. Licenserne er bestemt helt i orden og man finder alle de kendte hold og berømte ryttere her. Afhængigt at etapetypen skal man så udvælge den rytter der passer bedst til opgaven. Det tager ca. en times tid at gennemføre en etape og reelt skal man faktisk ikke foretage sig ret meget imens. Det begrænser sig til at trykke på et par knapper en gang i mellem. Ud over det tilstræbes en tv-lignende stemning. Desværre udebliver den, da den tekniske udførelse lader meget tilbage at ønske. Ryttere sidder fast i hinanden og kører igennem sten og træer. Grafikfejl hører til dagens dont i dette spil og lydsiden er uinspirerede og spartansk.
Cykelsport er stort set kun repræsenteret af denne serie spil, og flere biblioteker indkøbte sidste års udgave. Låner det godt ud, vil dette også.
I Tour de France 2013 er ikke meget at komme efter. Det er en trist, grim og smal titel som kun de allermest hardcore cykelentusiaster vil kunne finde en værdi i. Og mon ikke de vil vælge at se løbet i tv i stedet? Kan ikke rigtigt anbefales herfra.