Få hjælp til selvhjælp i denne bog, der med afsæt i kristne værdier vil guide dig i retning af et vellykket liv.
Bogen handler om at skabe bevidste valg til et vellykket liv. Den er baseret på Simon Bendfeldts personlige erfaringer, hans årelange arbejde som coach, faglitteratur (bl.a. neuropsykologi, SMART- og SKARV-modellerne) og den kristne, eksistentielle filosofi fra Søren Kierkegaard og K. E. Løgstrup. Med Kierkegaard siger SB, at det ikke handler om at blive lykkelig, men om at lære sig selv at kende. Man skal finde ind til de personlige værdier og bruge disse som pejlemærker, der kan hjælpe én med at sætte kursen igennem livets følelsesmæssige op- og nedture. Med afsæt i den kristne etik og Løgstrups etiske fordring udvides værdierne til også at omfatte større, samfundsrelevante værdier end blot de rent personlige. At navigere efter indre og ydre (uselviske) værdier er en stoisk fornuftshandling, men SB's metode baseres på kristne værdier, som inddrager tro, håb og kærlighed: "Hvis stoikeren ikke længere kan stå, falder han. Hvis den kristne ikke længere kan stå, knæler han.".
I det store hav af selvhjælpslitteratur kan nærværende bog være interessant, idet den baserer sig på kristen etik: Gør ikke ved andre, hvad du ikke selv vil udsættes for. Generelt velskrevet, men bogens lange tekstpassager (uden modeller/skemaer) kan udfordre læseren.
For en stoisk tilgang til livet se Brinkmanns bøger, fx Stå fast. Ståsteder. Gå glipStå fastStåstederGå glip.