Walter Benjamin (1892-1940), tysk filosof og kunsthistoriker, der søgte at definere en marxistisk æstetik og desuden konstruerede en litterær montage under inspiration af kinematografien. Benjamin var en betydelig litteraturkritiker og semiotiker. Kolonet bruges flittigt af Benjamin til at binde og bryde sætninger og dermed tvinge læseren til at være aktiv deltager i montagen. Det er bl.a. noget af det Lars Brückner skriver om i bogen, der kan sammenlignes med en kinesisk æske. Så at sige handler det om Brückners læsning af Walter Benjamin som fortæller, sprogteoretiker og læser og desuden om Benjamins kritik af Kafka og Brecht, herunder især om begrebet gestus, og som nævnt ovenfor om Benjamins montageværk Das Passagen-Werk. Herigennem undersøges også den mundtlige fortællings historie til og med det 19. århundrede. Bogen er, som det antydes, skrevet på højt akademisk niveau, hvor målgruppen er begrænset til universitetet. Som folkebiblioteksbruger får man mere ud af at læse Walter Benjamins egne tekster i bl.a. Kulturkritiske essays, 1998 og Fortælleren og andre essays fra 1996. Sidstnævnte indeholder bl.a. essayet om Franz Kafka, og begge bøger giver sammenlagt et fuldgyldigt billede af Walter Benjamins forfatterskab.