For litteraten Thomas Bredsdorff overskygges alderdommens tiltagende kvaler og bekymringer af hverdagens små, livsbekræftende episoder, samt glæden over stadig at finde mening i den udødelige verdenslitteratur. For læsere af hjertevarme betragtninger om alderdom og litteratur set fra livets øverste trin.
Thomas Bredsdorffs (f. 1937) dagbog for perioden 2021-2022, hvor han oplever overgangen fra at være gammel til at blive "olding". Han observerer, hvordan tidligere tiders selvfølgeligheder bliver til udfordringer eller afslutninger: ord har det med at forsvinde, rejser tælles nu blandt de sidste og i badminton spiller man snarere "til" end "mod" hinanden. Tiden som fast skribent om poesi i Politiken bliver erstattet med at skrive nekrologer. Efter hustruens demenssygdom og død er en stor omgangskreds svundet ind. Sygdommen beskrev han i Tøsne og forsytia Han er ofte overladt alene til bekymringer om fx hvorvidt psykisk sårbarhed i familien er gået i arv til bl.a. barnebarnet, Alba. Hun er den største kilde til glæde i hans alderdom efterfulgt af en livslang passion til litteratur, hvori han konstant finder et sprog for livets ubeskrivelighed. Der afrundes med at Bredsdorff reflekterer over dagbogsperioden.
Den kombinerede dag- og erindringsbog sitrer af livskraft og underspillet humor. Bredsdorff skriver vedkommende. Bogen er særdeles velegnet til læsekredse.
I samme stil er der fx Sidste udkald for rejsende - Jørgen LethKan hun selv gå herhen? og Kan hun selv gå herhen?I samme stil er der fx Sidste udkald for rejsende - Jørgen Leth og .