Som barn fik Stian en blå cykel af sin mor og far. Han var vild med den cykel, for den kunne tage ham ud på spændende eventyr. Ud og finde skatte og oplevelser. For børn fra 8 år og velegnet til litteraturundervisning fra 2. klasse.
Den norske forfatter og illustrator Stian Hole fortæller i denne billedroman om sit kæreste eje, hans cykel, som kunne hjælpe ham ud i verden. Ud og samle på oplevelser og ting, der kunne sætte fantasien i gang. Ud og bruge sine sanser og mærke livet. Ud og finde inspiration til hans mange fortællinger som voksen. Bogen er en del af serien "Miniværk", hvortil der findes gratis litteraturopgaver på nettet. Stian Hole har både skrevet teksten og skabt illustrationerne.
Det er en sød hverdagsfortælling i Stian Holes velkendte stil og sprog. Stille, roligt og sanserigt fortalt med masser af detaljer og dybde mellem linjerne i teksten, samt i illustrationerne. En poetisk barndomserindring, med meget stof til samtaler i danskundervisningen, og meget stof til at sætte læserens egen fantasi i gang.
Vil man læse mere, indeholder serien "Miniværk" mange andre gode bøger med dybde. Man kan også vælge andre af Stian Holes poetiske bøger. Det vil ligeledes være oplagt, også at læse eller få oplæst selvbiografien Hverdagene er de dage, som næsten er hver dag, som dog er for lidt ældre børn.