Morfar er egentlig ved postvæsenet. Men han fortæller sit barnebarn nogle vældige skrøner, bl. a. om da han var sørøver. Og drengen tror ham. En dag, da mormor ta'r sig en lur i hængekøjen, drager de to ud på et togt i en gammel sørøverskude. De fanges af den grumme araber Omar, undslipper dog med dennes skatkiste i et luftskib, taber skatten i havet og lander, noget triste til mode i et af havens træer. Mormor sover stadig og har ikke opdaget deres eskapade. En charmerende skrøne med festlige tegninger (uden farver). Hører trods formatet egentlig ikke hjemme blandt billedbøgerne. Anbefales til højtlæsning fra 5 år og selvlæsning fra 2. kl.