Min snot og mig

Ulækker, det er den i hvert fald, men om den er ulækker på "den fede måde" er jeg lidt mere i tvivl om. Jeg synes måske der mangler lidt sødme og charme til at få snottet til at glide ned, for det er snot det handler om her. Men en ung pædagogmedhjælper som jeg viste bogen, mente bestemt den ville vække jubel på grøn stue i børnehaven. På rimeligt velkørende vers fortælles om en pige der samler på snotklatter, dog kun sine egne. Hun er meget opfindsom med at finde spændende steder at anbringe klatterne foruden i lommekluden: bag på billederne i stuen, på væggen, på spejlet og guldfisken får også lidt, adr! Ill. er i en meget gennemført grotesk og forvrænget streg. Ikke kønt, men helt i samklang med emnet. Den lille bussemandstrillende pige er lutter pindeagtige arme og ben, et stift rødt telt af en kjole, flad nakke og meget gult hår. Historien har ingen pointe andet end den, at pigen glæder sig over at hendes samling støt vokser sig større. Men snot har vel heller ingen pointe ud over væmmelseseffekten som man muligvis med glæde vil udsætte sig for fra 3 år. Snot er iøvrigt intetkøn på dansk, så bogen burde retteligt hedde Mit snot og mig.

Læs hele vurderingen