I ca. 60 år har Jørgen Stegelmann været filmnyder. I 50 af dem har han også skrevet om film, bl. a. som næsten legendarisk anmelder i Berlingske Tidende. Dem, der husker Stegelmanns anmeldelser, vil vide, at når han kalder sin bog Mine 100 film, er det ikke fordi, det er en opremsning af filmhistoriens største mesterværker på rad og række. Det er derimod ganske enkelt 100 film, der i tidens løb har placeret sig så stærkt i hans hukommelse og hans hjerte, at han føler, at de hører ham til! De store mestre er her naturligvis næsten alle. Men der er også mange af branchens "tapre slidere", der med et enkelt værk har skabt et uforglemmeligt øjeblik for Stegelmann i biografens halvmørke. Frankrig og USA er storleverandører. Danmark er repræsenteret med 2 film. Ingen af Bergmans eller Kurosawas værker har fundet plads blandt de 100. Men en filmoplevelse er en privat sag, og netop ved at lade hånt om, hvad finkulturelle cineaster mener, opnår Stegelmann, det der også var hans kendetegn som anmelder: At beskrive en helt personlig, entusiastisk og medrivende kærlighed til filmens mageløse verden. Min eneste anke mod udvalget er, at der kun er én film fra de sidste 15 år. De øvrige 99 er fra perioden 1917-1981.