Pegebogen er for de 2-3-årige, og de vil synes om den ca. 2-årige Molly. Bogen kan give anledning til en snak om hverdagsoplevelser.
Therese Glahn er danser og skuespiller. Martine Simonsen har ikke tidligere illustreret børnebøger. Bogen er dels en pegebog med afbilledede enkelte genstande, dels en lille historie. Molly vågner, hygger med mor i sengen, får tøj på, leger og spiser morgenmad. Så tager de i skoven. Hjemme igen leger hun, kommer i bad og i seng. Historien er fortalt i korte, enkle sætninger, der sammen med illustrationerne danner en lille sammenhængende hverdagshistorie. Illustrationerne er tegnet i en enkel streg, der udstråler noget barnligt. Personerne er ikke de kønneste, men deres udtryk varierer og har en vis udstråling. En del af illustrationerne er uden baggrund og kun delvist farvelagte. Skovbillederne har baggrund og er fuldt farvelagte. Farverne er lagt på med farvekridt og akvarel, ofte i lyse farver. Forsiden viser Molly med en bold, bagsideteksten siger lidt om indholdet. Jeg undrer mig lidt over titlen, der er meget, meget lidt om stjerner i bogen.
Blandt pegebøger er der mange titler, der viser og benævner enkelte ting, de rene af slagsen har mange flere ting med end denne. En anden bog om en tur i skoven er Mette i skoven, 1999. Den rummer udelukkende en historie om Mette, far og mor i skoven.
Den enkle historie vil Mollys jævnaldrende kunne lide. Illustrationerne er enkle og lette at aflæse, men personernes ansigter er lidt uskønne, alligevel fungerer bogen.