Billedbog med cd fra 3 år, som knytter sig til forfatterens musikforestilling af samme navn.
Rummusene Muserella og Muserole besøger Jorden for at finde ost. De møder Peter Edderkop, Olle Bolle, to katte, haletudserne og til slut Musekongen Mogens. Bogen er både en fortælling og en sangbog. Sangene er klassiske børnesange kombineret med forestillingens egne sange. Der er becifringer til alle sangene, som også kan høres på den medfølgende cd. Sproget virker til tider lettere overfrisk, men fungerer sikkert fint som teatersprog. Forfatteren har selv illustreret bogen i en lidt retroagtig tuschstreg på en lysebrun baggrund, der er malet med kaffe og akvareller. Billederne kan minde om halvfjerdsernes tegnestil med vilde kruseduller, figurer og vinkler, som er sjov, når den fungerer. I denne bog fremstår siderne dog en anelse forvirrende med håndskreven tekst på en gennemillustreret og farvet baggrund.
Bogens koncept kan minde lidt om fx rytmikbøgerne Zebra-ze ze og Bamseboogie, hvor læserne ved hjælp af bøgerne kan skabe deres egen lille danseoplevelse - eller i dette tilfælde sangoplevelse - derhjemme eller i institutionen. Bogen hæver sig dog ikke voldsomt over gennemsnittet som billed- og sangbog.
Billedbog med cd, der knytter sig til forfatterens musikforestilling. Sjov i forbindelse med forestillingen, men som billed- og sangbog hæver den sig ikke voldsomt over gennemsnittet.