Wii. Simulation. "My Sims" viser et noget anderledes "Sim" koncept. Uden det sædvanlige fokus på almindelige dagligdags ting, som fx mad, søvn og job. Her ankommer spilleren til en by, hvor stemningen er noget mat. Der mangler fest og farver. Man starter således med at opbygge sin egen Sim figur helt fra bunden med tøj, hår og stemme. Derefter bygger, maler og indretter man sit eget hus. Desuden indrettes en workshop, hvor man kan bygge de forskellige genstande. Der er i starten arbejdstegninger til rådighed. Senere kan man bygge helt frit - hvilket klart er det sjoveste. Man skal fx bygge en ny talerstol til borgmesteren. Så er det ud i byen og skabe liv og glæde. En vigtig del af at skabe livsglæde er de såkaldte "essenser". De bruges både til at male og bygge. Essenserne indsamles, når man går rundt i byen. Når glæden i byen stiger kan det aflæses på stjernemåleren på skærmen. Gameplay er kreativt og fængende. Det minder ikke så lidt om processen med at bygge i Lego. Sværhedsgraden er lav. Baggrunde og figurtegning er detaljeret og farverig. De små Sims figurer er et charmerende bekendtskab. Fans af traditionel "Sim" vil måske savne det sociale aspekt, men det er nu meget sjovt at bygge en hel ny by. "Loade" tiden mellem sekvenserne kan være ret lang. Anbefales. For børn fra 5-10 år. Engelsk speak og dansk manual. PEGI 3+.