Bibliotekernes vurdering
d. 22. nov. 2024
af
af
Lone Rahbek Christensen
d. 22. nov. 2024
Hjælp den unge Ame-Chan med at opfylde sin drøm om at blive den mest succesrige live-streamer på MeTube. Management-simulationsspil for unge og voksne.
Du er manager for Ame-Chan, som har sin egen streamingkanal, og sammen går I målrettet efter 1 mio følgere. Vælg de ting, hun skal foretage sig, fx gå i zoo eller spise magiske kager (=stoffer). Valg af aktiviteter påvirker næste streaming. Under en streaming kan du slette hadefulde kommentarer og vælge, hvilke følgere, hun skal svare bagefter. Data for antal følgere, stress-niveau, mental balance og beundring vises løbende. Spillet har flere mulige slutninger.
Spillet kan ses som en kritik af nutidens internet-kultur med sociale medier og influencere. Det viser samtidig, hvor nemt man kan miste grebet om sig selv, i jagten på anerkendelse og følgere. Spillet indeholder meget tunge og dystre elementer som fx selvmordstanker, selvskade og brug af stoffer. Brugergrænsefladen er i Windows95-stil med små vinduer, der kan lukkes op og ned. Styringen er ikke helt optimal, da man skal bevæge en lille cursor rundt og derefter klikke på små ikoner. Spillets elementer er i det hele taget ret små, hvis man kun bruger Switchens skærm. Den pastelfarvede og pixelerede grafik er i animé-stil. Den kulørte forside med en animépige med et tøjdyr signalerer en langt yngre målgruppe end spillets alvorlige indhold og helt rimelige PEGI 18 med ikoner for vold, sprog og stoffer.
Spillet minder om Youtubers life (Nintendo Switch), hvor man også skal skabe en karriere som ung YouTuber.