Letlæsningsbog nr. 18 fra den velkendte og gode letlæsningserie: Læselyst. Handlingen foregår i nutidens København og hovedpersonerne er de to unge mænd, Thomas og Rune, som har et nyhedsbureau på Nørrebro. For at komme først med nyhedshistorierne til aviserne aflytter de politiets interne linjer og er derfor hurtigt på ulykkesstederne for at fotografere og interviewe de involverede. En dag fotograferer Thomas ofrene ved en alvorlig trafikulykke og dette medfører, at han og Rune bliver blandet ind i nogle kriminelle sager omkring illegale flygtninge og hemmelige pædofiligrupper. Det lykkes dem, efter en afhøring hos politiet, selv at få opklaret sagerne, så de mennesker, der har levet et dobbeltliv og udnyttet flygtningedrenge, får deres straf. Bogen giver en udmærket og realistisk beskrivelse af de forskellige miljøer og af de unge hovedpersoner. Handlingen er aktuel og spændende og kærlighedshistorien med hovedpersonen Thomas er fint inddraget heri. Bogen egner sig til læsning for unge læsesvage og udlændinge, som er begyndere i dansk.