Øjnene holder aldrig op med at se

Til både prosa- og digtlæsere anbefales dette smukke prosalyriske værk om at stykke en traumatisk familiehistorie sammen til en helhed, der udfylder de blinde pletter.

Prosalyrisk roman om en kvinde, der ifølge bogens bagsidetekst "(...) forsøger at sætte ord på de blinde pletter i familiens fortælling om sig selv." Ordene hentes fra forskellige erindringsstykker, som fx notater fra farmorens journal, der i 1933 var indlagt på det psykiatriske hospital Sankt Hans i København, eller "Huset", som rummer fragmenter fra jegets egne erindringer, fx et barndomsminde om farens pludselige anfald henover køkkenbordet: "Jeg husker dette om min far: Jeg var barn. (...) Jeg sad klemt inde mod vinduet bag bordet og så hvordan hvidt skum pressede sig ud gennem hans sammenknebne læber." Andre erindringsstykker kommer fra jegets tid som sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling og rejse i barndommen til Færøerne, men også fra indre, symbolladede egne som drømme og "associationsforsøg".

Smukt, sart og fintmærkende værk. Det er både letlæst, så man aldrig mister tråden, men samtidig poetisk og symbolladet. Tilsammen dannes et billede af en både brutal og smuk familiekrønike med genetisk disponering for depression.

Louise Juhl Dalsgaard skriver ligeledes autofiktivt og smukt prosalyrisk, se fx Om en hals.

Læs hele vurderingen