Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Over isen


Beskrivelse


Historisk roman. Niels' far bliver dræbt af svenske soldater, og hans mor og søster bliver bortført. Niels selv bliver tvunget ind i den svenske hær for at deltage i krigen i Europa. Men så beslutter han at desertere sammen med vennen Jens.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. jan. 2010

af

af

Vera Hollerup

d. 20. jan. 2010

Denne læse-let-bog kan læses fra 12 år. Den henvender sig til unge, der er interesserede i historiske romaner.

Forfatteren har skrevet mange skøn- og faglitterære bøger for unge. Flere af dem har været historiske romaner, som det også er tilfældet med herværende bog. Historien foregår i Danmark i 1600-tallet, hvor drengen Niels bliver tvunget ind i den svenske hær. Hans far bliver dræbt på en bestialsk måde, og hans mor og søster bliver bortført af de svenske soldater. Efter at have kæmpet i det østlige Europa drager han med den svenske hær tilbage til Danmark. Her flygter Niels sammen med vennen Jens, og de opsøger Svend Gønge og hans Snaphaner for sammen med dem at bekæmpe den svenske invasionsmagt. Det er en elementært spændende og barsk historie, der er sat i danmarkshistoriske rammer. Bogen er ret realistisk i sine skildringer af krig og vold. Læseren får et godt indblik i en bestemt periode af danmarkshistorien og datidens militærliv. Sproget er nydeligt og korrekt og virker lidt gammeldags i sprogtonen. Bogen indgår i serien Krimi-let, men det er en historisk roman. God dramatisk forside.

Andre bøger af interesse kan være de historiske romaner Slaven Atticus, 1985 og Til døden, 2007 af samme forfatter. Ligeledes kan Carit Etlars roman Gøngehøvdingen fra 1855 måske have interesse for specielt interesserede.

En udmærket læse-let-bog, der skildrer en kendt periode fra danmarkshistorien. Bogen giver et rimeligt indblik i datidens barske livsvilkår.