Det er 100 år siden, de begivenheder fandt sted, som vi hører om i 4. del af serien, der bygger på Rose Wilder Lanes erindringer, men på forunderlig vis bliver det nærvær, indlevelse og oplevelse for læseren. Laura og Almanzo er ligesom gamle venner på besøg, formidlet af datteren Rose, hvis iaggtagelser og hukommelse må siges at være en gylden arv. Her det tredje år i Ozarkbjergene er det stadig det trange og travle nybyggerliv, der er den lille families vilkår - og valg. Men fremskridt og udvikling i de østlige stater og storbyer giver ekko herud i Midtvesten, og bogen adskiller sig fra de øvrige ved at linde på døren til teknikkens tidsalder. Også en ny tid mærkes i kontrasten mellem farmerlivet og nybyggerbyen Mansfield, hvor Rose går i skole. Det er en utroligt spændende bog, fyldt med en rigdom af beskrivelser, hvad enten det gælder naboskab, familieliv, skolegang, arbejde, naturkatastrofer eller Roses eget pigeliv som 10-årig. Nysgerrig og opmærksom bruger hun sanser og følelser og fylder siderne med liv og temperement. Også denne bog vil glæde mange læsere i alle aldre som både et menneskeligt og et historisk dokument af sjælden karat.