Nintendo DS. Brætspillet Pictionary i DS-version. Brætspillet er for alle aldre, men kræver dog at man kan læse. I denne version kræves gode engelskkundskaber (eller fransk, italiensk, tysk, spansk eller hollandsk), så aldersgrænsen ligger omkring de 14 år og op. Sværhedsgraden er ret høj, men det afhænger helt af hvor god man er til det valgte sprog. PEGI: 3.
Spillet Pictionary ligger i rigtig mange danske hjem. Det er et sjovt, spændende og socialt spil, som samtidig træner ordforråd, kreativ tænkning og motorik. At konvertere det til DS-platformen, virker som en vanskelig opgave. Men det er tildels lykkedes. Alene det, at kunne spille Pictionary i en hyggestund alene, er interessant. Og de mange forskellige spillemåder som DS-versionen tilbyder for flere spillere ad gangen, er også interessant - og ind i mellem ganske underholdende. Problemet er blot, at man skal være ret god til engelsk (eller et af de andre sprog, hvoraf dansk ikke er et) - så ikke nok med at man skal gennemskue den nogle gange ubehjælpelige stregtegning, så skal man også kunne stave til det, på tid. På "easy" fik jeg ord som båre (stretcher) og kikkert (binoculars). Der er i alt 3000 ord og man har mulighed for selv at tilføje flere.
Der findes to andre tegne-spil til DS, "PictoImage" og "Bakushow", som begge er nogle år gamle.
At konvertere Pictionary til digitalt format, er noget af en bedrift. Men det er lykkedes nogenlunde og der er tilføjet spilleformer som brætspillet ikke har. Desværre er det ikke på dansk, så mindre børn er udelukket. Det begrænser anvendelsesmulighederne meget.