Playstation 3. Gyserspil - survival horror, for voksne spillere. Sværhedsgraden er lidt lettere end det originale Resident evil, som udkom i marts 2009. Spillet er en dyster, barsk og ekstremt blodig omgang, så målgruppen er hærdede horror-fans. Sproget er engelsk. PEGI: 18 og ikoner for vold og grimt sprog.
Denne "Gold-edition" indeholder udover det originale spil de to udvidelsespakker, som er udkommet siden. Udvidelserne "Lost in nightmares" og "Desperate escape" giver endnu mere kød på den spændende historie samt ekstra personer, tøj osv. at more sig med. Dét, der for alvor gør "Gold-edition" værd at kigge nærmere på, er dog understøttelsen af Playstation Move - Sony's nye bevægelsessensitive controllere. Controllerne minder i brug om wii-remotes, selvom de teknisk fungerer på en noget anden måde. I dette spil kommer controllerne virkelig til deres ret. Det er rigtig godt at kunne sigte på skærmen, når de mange zombier m.m. skal plaffes ned. Styringen er rigtig god og gennemtænkt - i mine øjne er spillet helt klart bedre med denne styring. Der er dog plads til lidt forbedringer fx ved enkelte af våbnene, men det lover godt til kommende Playstation Move-titler.
Et af de få Playstation Move-spil endnu - men uden tvivl et vellykket et af slagsen.
Resident evil er et glimrende horror-spil, som i nærværende Gold-version blot er blevet endnu bedre. Fans vil sluge de to udvidelsespakker råt og Move-kontrollen fungerer fremragende til dette spil. Anbefales!.