Et sympatisk portræt af Christiania som et åndehul for skæve eksistenser, en DR2-produktion der lader beboerne selv fortælle. Fra 14 år.
Filmens udgangspunkt er loven fra 2004 om normalisering og planer om at føre fristaden tilbage til det oprindelige. Den ophæver alle tidligere aftaler og betyder, at mange huse står for nedrivning. I 2007 anlægger Christiania sag mod staten. Malene Ravn og Vibeke Winding lader i filmen i idylliske billeder en række af Christianias beboere fortælle om deres liv og forhold til det at skulle flytte. Enkelte har boet der stort set siden starten i 1971, her er skæve eksistenser, for hvem det ville være svært at være andre steder, men også mennesker der har et normalt arbejde ude i samfundet.
Nils Vests Christiania, du har mit hjerte, 1971 viste som Ret og vrang også fristaden som andet end Pusher Street og som et velfungerende lille samfund.
Filmen er klart et politisk indlæg, der vil tegne et billede af Christianias menneskelige værdier. Politikernes kynisme sættes op mod beboernes ønske om at bevare menneskets ret til at have et sted at være. Tonen er stilfærdig og indlevende i skildringen af beboernes hverdag, og filmen fungerer fint som et modbillede i forhold til det, der tegnes i medierne omkring vold, stofsalg og misbrug. Men den vil nok mest tjene som en bekræftelse hos Christianias sympatisører, hvorimod kritikere og modstandere næppe vil blive rykket.