Bøger / skønlitteratur til børn

Rundt efter solen : en fortælling fra Sydafrika


Beskrivelse


Billedbog. Sydafrikansk fortælling om bonden Thulani, der er træt af at malke sin ko. Han bytter den først til en ged, så til et får og til sidst en pose solsikkefrø.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. maj 1996

af

af

Vibeke Munch Kofoed

d. 6. maj 1996

Billedbog med sydafrikansk fortælling og afrikansk inspirerede stemningsfulde illustrationer i primitiv stil. Historiens indhold og gentagelsestema kan minde lidt om H. C. Andersens Hvad fatter gør.... Her er fatter Thulani blevet for doven til at malke familiens eneste ko. Trods hans kone Doras protester bytter han den først til en gammel ged, derefter til et får og til sidst til tre gæs. Dora vil imidlertid have have korn på marken, så han må bytte gæs til såsæd, men også det går galt: Der vokser solsikker op i stedet for korn! Men solsikkefrøene viser sig at være gode for hønsene, der begynder at lægge flere æg, og dermed grundlægges familiens nye rigdom. Så "intet er så skidt, at det ikke er godt for noget" kunne være mottoet for denne folkelige fortælling med mange genkendelige elementer og alligevel en egen lun indfaldsvinkel til livet. Historien er fortalt i stram mundtlig fortælleform med indbygget lune, en stil, der også udfoldes i de smukke afrikanske billeder tegnet i enkel, naiv stil. Det landlige miljø er malet i stemningsfulde brunlige, grønne og turkise akvarelfarver som baggrund for de mere markant tegnede personer. En let og ganske charmerende historie, som i kraft af bogens billeder og historiens lune vil tiltale de ca. 3 - 6 årige.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. maj 1996

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 6. maj 1996

En lille bog med en stor historie. Den giver kloge bud på, hvad der betinger lykken ved et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Teksten i åben typografi med få linier ved hver sides billede er fortalt i et nøgternt fremsættende sprog, hvor korte replikker og indre monolog åbner for perspektiver, som nok mest er for den voksne læser. Det er en historie for mange aldersgrupper. Ved oplæsning fra inden skolealderen er det en sød og opmuntrende historie om to mennesker, der er på vej ned i sløv ligegyldighed, men som ved held og skæbnens gunst kommer til at leve lykkeligt til deres dages ende. For selvlæsere fra 3.-4. klasse kan den desuden give et billede af livet på et lille afrikansk landbrug, og for den modne læser er der en del mellem linierne om vekselvirkning mellem parforhold og livsglæde. De rørende billeder er malede i en næsten ekstrem naivistisk stil med små figurer og mange omhyggelige detaljer i store åbne rum. Det er lyse, rolige billeder, der skaber en næsten tidløs, mytisk stemning over historien om manden, der efterhånden afvikler sin ejendom, fordi han helst vil sidde sløvt i solen - indtil konen roser ham for de æg, han nærmest ved et uheld er kommet til at producere.



Informationer og udgaver