Efter en weekendtur med kæresten Tom, opdager Astrid, at der på alle de billeder, der er taget af hende, optræder en ung kvinde. Astrid finder ud af, at kvinden er meldt savnet og sidenhen fundet død, inden billederne af Astrid blev taget. For læsere af krimier med et spirituelt tvist.
Astrid tager en pause fra sit ph.d.-studie og hjælper i stedet sin kæreste, Tom, i hans ejendomsmæglerfirma. De skal blandt andet sælge en villa, hvor en af beboerne er en gammel kvinde, der hallucinerer. Efter en weekendtur til Bornholm begynder en ung kvinde at dukke op på billeder ved siden af Astrid. Men kvinden er allerede blevet brutalt myrdet, da billederne blev taget. Med hjælp fra sin kusine Ivalo, prøver Astrid at opklare, hvad der er sket med kvinden, og hvem den brutale morder er. Det viser sig, at morderen er tættere på, end de tror. "Ser du?" er første bog i en planlagt serie om Astrid og Ivalo.
Bogen er velskrevet og har et fint plot. Der er dog lidt langt mellem udsving i spændingskurven, hvilket kan trække ned i læseoplevelsen. Det spirituelle tvist med Astrid, der bliver fotograferet sammen med den myrdede kvinde, bliver aldrig foldet helt ud, men der lægges op til, at det sker i de kommende bøger i serien.
A.J. Kazinskis serie om Niels Bentzon har også et spirituelt element. Første bog i serien er Den sidste gode mand.