Hans Otto Jørgensen har lige siden debuten med Tårnet, (1989), været udkanternes og provinslivets beskriver. Hans nye roman er henlagt til 1920'ernes Sønderjylland omkring tidspunktet forgenforeningen. Det er en grum historie om mennesker og lidenskaber, der krydser hinanden i et tæt og uigennemskueligt mønster. Politiske og nationale spændinger, krigen der skiller familier ogelskende ad, fører med en ond og uafvendelig 'logik' frem til det mord, som er romanens gådefulde fikspunkt. HOJs skæbnetunge univers, hvor mennesker fylder så lidt mod den lave horisont og denvældige himmel, har en næsten blichersk tyngde og mismodighed. Alligevel undgår han at havne i pastichen, fordi tonen, sprogbevidstheden er umiskendelig moderne. Det historiske stof er spejletigennem en moderne bevidsthed. Forfatteren ser og lytter sig ind på landskaber og personer, og gengiver det i et sanseligt, pågående sprog, som er helt hans eget. HOJ har med denne roman føjet enny og spændende facet til sitforfatterskab. Han magter kunsten at fortælle en historie, men den skal tilegnes opmærksomt og med åbne sanser, før den giver noget fra sig.