Den 43-årige Trellund er en sen debutant, men udmærket at hans digte nu ser dagens lys, for de er det værd. Ikke digte, der hænger i halen på andres måde at skrive på, men selvstændigefrembringelser, originalt tænkte og måske en smule excentrisk formulerede digte. Fremherskende hos Trellund er billedbrugen, der nu og da kammer over og bliver for tung, men mestendels holder, selvom billederne får meget at bære på. Derudover skal jeg nævne det religiøse element, som indgår i en del digte, kampen med dæmonen i et centralt digt er et eksempel, men ellers indgår Gud her og deri bogen som en filosofisk størrelse på linje med kosmos. Bogen som sådan kan måske være svær at opfatte som komposition betragtet, men de mange enkeltdigte står med enkelte undtagelser stærkt oggyldigt og fortæller om tilværelsesomkostninger og krav til samme tilværelse i en kunstnerisk form, der for den almindelige lyriklæser ikke frembyder større bryderier.