Historien er en fortsættelse af Rejsen til landet bag bjergene (1985). Det er på overfladen en traditionel fantasyroman, hvor hovedpersonerne er på en "quest" efter en bestemt lokalitet, som i dette tilfælde er det mystiske Slottet uden porte. Undervejs finder børnene et skrin, der indeholder nogle rekvisitter, som de skaL bruge, når de kommer til slottet. Det er den obligatoriske "opskrift", som har været anvendt i hundredvis af fantasybøger, siden Tolkien skrev Ringenes herre. Hovedpersonerne er søskendeparret Knøjs og Knampen, og på deres farefulde færd møder de adskillige personer, der alle giver deres bidrag til at missionen lykkes. Missionen går ud på, at de skal bringe folk til det forjættede Landet bag bjergene. De er udsendt af den Messias-agtige Tigger, der i virkeligheden er en Kongesøn med stort "K". Dette betyder, at bogen også kan læses som en Messias-myte, og dermed har et budskab. Skrivestilen er ret omstændelig med en del sproglige klicheer og gammeldags sprogbrug men vil alligevel sagtens kunne læses af de 9-12årige. Den skjulte fortæller bryder tit ind med "fortrolige" og indforståede bemærkninger. Der er også i historien nogle sproglige formuleringer, der virker lidt kunstige og anakronistiske. Selvom bogen er andet bind i en serie, kan den sagtens læses separat.