Playstation 3. SOCOM - Special Forces er, som sine forgængere i "SOCOM"-serien, et 3. persons taktisk actionspil. Spillet er mest for drenge og mænd fra omkring 12 år og op. På engelsk. PEGI 16.
I spillet tager man kontrol over en "special forces" gruppe på fem NATO soldater, der befinder sig i Malaysia under et militærkup i den nærmeste fremtid. På missionerne mod rebellerne styrer man holdets leder selv, samtidig med at man skal give ordrer til de resterende fire soldater fordelt i to grupper. Spillets action er hurtig og urealistisk, men det fungerer godt og giver en perfekt balance mellem action og taktik. På enkelte missioner tager man kontrol over en af de andre fire soldater, der alene skal snige sig ind på fjendtlige baser og eliminere vagter lydløst. Disse klassiske "stealth missioner" er spillets svageste del. Heldigvis er der få af dem. Efter hver mission kan man opgradere sine våben eller vælge nye. Spillet byder på god multiplayer og det understøtter desuden Playstation Move, hvilket ikke er påkrævet. Grafikken er i topklasse, med flotte omgivelser og gode karakteranimationer. Lydsiden er også i høj kvalitet, med en hel del radiosnak til at give den rette stemning.
Udover de andre "SOCOM"-spil minder det taktiske element, hvor man kommanderer to grupper af soldater, lidt om Brothers in arms-serien, der dog foregik under 2. verdenskrig.
SOCOM - Special Forces er et flot taktisk actionspil, der fint formår at balancere taktiske elementer, med rå action. Spillet er ikke en realistisk simulation, men det vil målgruppen næppe lade sig genere af.