Født 1888 er lektor David Grünbaum nu en gammel mand og - som det fremgår af bogen - en mand, som har fyldt de mange år med flittigt arbejde på mange områder. Han voksede op i Randers i en af byens den gang talrige ortodokse jødefamilier, blev student fra Randers lærde skole og tog skoleembedseksamen, der førte til mangeårig lærergerning ved et københavnsk gymnasium. Ved siden af sin lærergerning oparbejdede G. Skandinaviens største bogagentur »Bookman«, og han indførte som flittig oversætter bl.a. Galsworthy og Maugham på det danske bogmarked. Disse aktiviteter bragte ham i forbindelse med en lang række personer fra det hjemlige parnas og fra det engelske og giver ham stof til de personskitser, som er bogens hovedindhold. Beklageligvis er det netop kun blevet til skitser - fængslende ganske vist, men bogen i sin helhed er spinkel og vil let drukne i strømmen af udgivelser, og det er en skam!.