Svampesæsonen står for døren - og med denne nye svampeguide i lommeformat er såvel nye som mere erfarne svampejægere godt hjulpet. Der registreres 175 danske svampearter i farver, hvoraf godt og vel 130 er spiselige svampe og resten giftige og dødeligt giftige svampe. Svampene er opdelt i hovedgrupper så som rørhatte, poresvampe, støvbolde osv., og under hver enkelt svamp bringes flotte farvefotos af svampen ude i naturen samt fotos af specielle kendetegn. Den ledsagende kortfattede tekst beskriver svampens udseende, voksested, spiselighed samt forvekslingsmuligheder med evt. giftige svampe. Ud over felthåndbogens svampebeskrivelser findes korte afsnit om svampejagtens hjælpemidler, generelle svampebestemmelser og gode råd ved eventuelle svampeforgiftninger. I antal registrerede svampe minder bogen en del om Henning Knudsen Politikens svampebog (1994), hvorimod Henning Knudsen Politikens svampeguide (1993) fremviser ca. dobbelt så mange svampe.