En trin-for-trin-guide i at tegne dyr, hvor du med grundformer og skraveringsteknikker lærer at tegne en masse forskellige dyr, så det ligner. En inspirerende bog for børn mellem 9 og 12 år.
En bog om at tegne alle mulige slags dyr lige fra husdyr til insekter. Materialer er blyanter i forskellige hårdhedsgrader, og bogen indleder med opvarmningsøvelser og råd om at se på godt på motiverne og dele dem op i grundformer og flader ligesom pels, fjer og mønstre også er vigtige. Hvert opslag handler derefter om et dyr, hvor der indledes kort med lidt om dyrets adfærd og levevis, inden der i ca. 6 billeder udvikles en tegning fra måske to enkle former til en færdig tegning af fx en lille detaljeret ged med pels, skygger og udtryk. Bogen afsluttes med et afsnit om dyreunger. Forfatteren har også udgivet den lignende bog Tegnekunst for børn Til begge bøger kan man selv købe øvebøger.
Med denne bog kan du faktisk godt lære at tegne en hund eller en kampfisk, så det ligner. Bogen er meget overskuelig og enkelt sat op og fuld af små tips til at få en tegning gjort mere præcis og færdig. Bogens indledende afsnit er meget anvendelige, og især er jeg begejstret for hans miniskitser, som er gode opvarmningsøvelser i familie med at "doodle". Fin bog at være kreativ med.
En lignende ny bog om emnet, hvor fokus er på et andet udtryk er 10 trin til at tegne nuttede dyr.