Instruktiv bog til at tegne søde dyr ved brug af enkle former. En panda, yakokse eller fårekylling er blandt de 60 forskellige dyr, man kan lære at tegne og farvelægge. Fagbog for 6-10-årige.
Bogen giver trin-for-trin vejledning til at tegne mange forskellige dyr i en kunstnerisk og humoristisk streg, som er kendetegnet for illustratoren, Heegyum Kim. På hvert opslag er der en vejledning i 6-8 trin, hvor dyret tegnes med blyant og hvert trin beskrives med lidt tekst. På modsatte side er dyret farvelagt og vist i forskellige bevægelser. Der er en QR-kode ved hver instruktion, der fører til en video af tegneprocessen. I indholdsfortegnelsen er dyrene opdelt i grupper, fx "Skov, slette og eng" eller "Regnskov". Der er et bredt udvalg af dyr, så man kan lære at tegne lidt specielle dyr som en røntgenfisk eller en albatros, men også mere velkendte dyr som en hund eller et pindsvin. Bogen er cirka A5-størrelse og trykt på mat papir.
En lidt anderledes, kunstnerisk tegnebog, hvor man kan lære at tegne i illustratorens specielle, naivistiske streg. Dyrene er virkelig søde og instruktionerne lette at forstå. Det er en fordel, at man kan se dyrene blive tegnet online, hvis man har lidt svært ved at følge en instruktion. Det er sjovt, at der er flere specielle dyr at tegne, så børnene kan få inspiration til at tegne andet end heste og hunde. Aldersmæssigt kan der være en udfordring i, at dyrene ser lidt barnlige ud, imens det kræver en finmotorik, der ikke er for helt små børn.
Der findes mange tegnebøger til børn fx Mine tegnede venner.