The truth about love

"Spørgsmålet om, hvor mange variationer, der kan laves af samme sang, dukker uvægerligt op. På det nye album er der 17 styk, så der er selvfølgelig plads til at blande den fandenivoldske attitude, slidte riff og den råbende signatur-vokal med følsomme ballader, country og hiphop-inspirerede afbræk fra det Pink'ske pop-bombardement".

"Det er, som om Pink ikke rigtig kan løsrive sig fra den vrede teenager, hun i starttyverne kanaliserede ud på sine første album med sange om forældreskænderier og dårligt selvværd. I dag er det bare eksmanden, hun langer ud efter. Som på den ellers ganske medrivende førstesingle, ' Blow Me (One Last Kiss)'. Det overordnede udtryk bliver bare så pokkers skingert - ikke ulig Pink selv, når hun skriger på sine pressebilleder. Men hun har altså også noget, der skal kompenseres for".

"Hun bruger mange kræfter på at råbe og skrige om de dårlige dage og fjolserne, og man kan ikke lade være med at få en vis forståelse for de hankøn, der har fundet popstjernens selskab en anelse anstrengende. Der er åndehuller på albummet, hvor Pink standser op, skruer ned for tempoet og lyder, som om hun ikke er en tikkende bombe hele tiden. Men gode popsange kommer der ikke ud af det".