Arthur er sammen med sin elskede mand, Linus, forstander for et børnehjem fyldt med magiske børn, der er frygtet og hadet af resten af samfundet. Også politikerne spreder had mod alle, der er anderledes. Tør han tage kampen op? For alle mellem 12 og 16 år.
Arthur er selv vokset op på et af Direktoratet for Kontrol med Magiske Yngres forfærdelige børnehjem, og han ved om nogen, hvad de magiske og anderledes børn bliver udsat for. Nu har han selv skabt et kærligt hjem for de seks børn og unge mennesker, han og Linus håber på at adoptere. Men i resten af samfundet vokser den hadske stemning mod magiske væsner godt anført af skruppelløse politikere. Fast besluttet på at afsløre den forfærdelige mishandling, børnene udsættes for, deltager han i en høring om ministeriets lyssky metoder. Men politikerne har ikke tænkt sig at at tolerere de anderledes - og måske farlige - børn i samfundet.
Som en slet skjult kritik af samfundets frygt for det anderledes og for queers skaber TJ Klune her endnu en magisk og medrivende fortælling om børnenes vidunderlige anderledeshed, uanset om de har tentakler eller er en pige med fuldskæg. Det er både sødt, morsomt og uendeligt inkluderende, ligesom beskrivelsen af de politiske og samfundsmæssige fordomme rammer spot on her i 2. del af Eventyrhuset.
Caroline O'Donoghues Vores skjulte evner handler både om magi og om at føle sig anderledes, dog i en mere realistisk verden.