En bog beregnet på fagfolk, der interesserer sig for vedligehold (bl.a. forebyggende sikkerhedsarbejde og risikominimering) og LEAN-teori, men det er tvivlsomt, om de vil søge viden i en roman.
Svantesson er Danmarks førende ekspert i vedligehold, den første med europæisk certifikat, konsulent og underviser. Med udgangspunkt i en ung mands ansættelse som vedligeholdeschef i en farmaceutisk virksomhed følger vi detaljeret hans kamp for at rette op på virksomhedens fejl, forebygge dem og sikre ressourcer til gennemførelse af LEAN-processerne. Der er så knyttet en romanhistorie på, hvor han er sammen med familien, men mest løber med en ven, han kan vende problemerne med. Det er en meget pædagogisk og grundig lærebog med mange diagrammer over fx arbejdsflows, men jeg synes, romanhistorien virker påklistret, og jeg tvivler på, den vanlige romanlæser vil blive grebet af vedligeholdelsesteori, mens fagfolk nok vil foretrække ren faglitteratur.
Der er intet tilsvarende i skønlitteraturen, hvor faktion oftest bruges til bredere emner som historie og filosofi. På dansk er der få fagbøger, der ikke drejer sig om fagspecifik vedligehold. Den nyeste, jeg har fundet er Svend Åge West Vedligehold fra 2003, mens der findes en del om LEAN.
En udmærket og pædagogisk gennemgang af vedligeholdelsesteorierne, der dog sætter sig mellem to stole, da det ikke er det mest søgte emne af romanlæsere, mens fagfolk nok vil foretrække ren faglitteratur.