Der er her tale om et forfriskende nyt indslag i det traditionelle mønster for Politikens håndbøger i farver. For det første billederne, smukke farvefotos, som overgår alt, hvad der hidtil er set i serien. Dernæst er begge bindene forsynet med et stort indledningsafsnit med råd og vejledning for dem, der vælger eksotiske fugle som hobby. Og endelig afsnittet med beskrivelser, som er stærkt udvidet i sammenligning med tidligere udgivelser, så de ud over de zoologiske facts også giver omfattende anvisninger vedrørende hver enkelt fuglearts pleje og formering. En oplagt anskaffelse til voksen- og børneafdeling.