Undervisningsfagbog på gymnasie/HF-niveau om riddere. Det er en koncentreret bog, hvor det store emne behandles på 46 tætskrevne sider, mens resten af bogen er kilder. Middelalderens historie, samfundsstruktur og sociale liv er kort beskrevet, inden der tages grundigere fat på ridderstandens opståen, udvikling, uddannelse, udrustning, krigsførelse og især korstoge. Ridderordner og den høviske kultur med de høje idealer, troubadourer og ridderdigtning får også et kapitel. I indledningen vises, hvordan emnet har inspireret f.eks. tegneserier og strategispil. Danske forhold er ikke omtalt. Det varierede kildemateriale består af både samtidige og nyere ting, hvor især Ulrich af Lichtensteins selvbiografi fra 1255 gjorde indtryk på mig. Mange fine illustrationer i både s/h og farve og romantisk forside. Bogen er kontant og factspræget uden mange svinkeærinder, og de ret korte sætninger, den tospaltede opsætning og kapitelinddelingen gør den nem at finde rundt i. Forfatterne siger selv, at bogen skal anvendes sammen med en grundbog eller til opgaveskrivning, og det er jeg enig i. Den skaber hurtigt overblik over emnet. Til lystlæsning er Rikke Agnete Olsens Riddertid og romantik (98/16) mere velegnet. Bagerst fyldigt register, litt.liste og kildehenvisninger.