Playstation. Tomb raider 3 er et action-adventurspil med klassikerstatus. Hermed tilbydes Lara Crofts tredje eventyr i den serie af Tomb raider-spil, der nu omfatter i alt fem titler med den smækre arkæolog. Denne tredje del udkom i 1998. Lara er i dette eventyr på jagt efter fem mystiske meteorstumper, der gemmer på en hemmelighed fra fortiden. Hendes søgen bringer hende fra Indiens jungle, til Londons hustage og Antarktis kulde. Som i de andre Tomb raider-spil er gameplayet ikke baseret på splat og vold, men på behændighed og snedighed. Tredje del byder i sammenligning med første og anden del på flere nye bevægelser for Lara, hun kan bl.a. kravle og gå armgang. Tomb raider 3 byder også på nye køre- og fartøjer samt en stribe nye grafiske elementer, der ikke ses i forgængerne. Spillefreaks er delt i to, når det gælder Tomb raider. Nogle finder, at spillene er opkog på opkog uden fornyelse i gameplayet fra spil til spil, mens andre sætter spillene utroligt højt som begavet og underholdende gådeløsning. Blandt hardcore Lara-fans rangerer tredje og fjerde del af serien relativt lavt, men generelt er populariteten for denne serie utrolig høj, og sommerens filmhit med Lara Croft har bestemt ikke gjort den mindre. For en spiller. Sprog: engelsk. Fra 11 år.